Når du som partner mister dit ufødte barn i 1. trimester
Det kan være hårdt for både dig og din partner, hvis I mister tidligt i graviditeten. Du kan opleve, at det forventes, at du støtter din partner bedst muligt, mens du selv forsøger at tackle situationen, men rammes du af sorg, modløshed eller handlekraft er det en del af din måde at reagere på, som alle er forventelige.
Selvom I begge har mistet tidligt i graviditeten, så er det ikke afgørende for, hvor stor din sorg kan eller skal være, da sorg rammer individuelt og det derfor også er helt normalt, hvis du ikke oplever de samme følelser som din partner.
Det kan være en svær situation at stå i, og derfor kan det for de fleste par være hjælpsomt at tale sammen åbent og ærligt om de forskellige følelser, I står med hver især.
Følelser, der kan opstå i sorgen
Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert i en situation som denne, og det er helt okay at gå ind og ud af sorgen. Pas på dig selv og din partner og ræk ud efter hjælp, når I har brug for det.
Undervejs vil du måske opleve:
- At du føler dig hjælpeløs og usikker, når du skal støtte din partner.
- At du ikke føler dig hørt og set i din sorg.
- At du får lyst til at skubbe dine følelser væk
- Skyld over at have mistet jeres barn
- At du er ekstra træt
- At du har lyst til at flygte fra hverdagen
Du skal vide, at ovenstående er helt normale reaktioner og følelser. Hos Det Nationale Sorgcenter og Dansk Center for Familier & Sorg kan du få hjælp og gratis rådgivning. Flere kirker og andre trossamfund kan ofte også støtte dig med samtaler i netværksgrupper.
For din partner, som har gennemgået aborten fysisk, kan det være svært selv at række ud efter hjælp, fx hos egen læge, der kan henvise til en psykolog.
Derfor anbefaler vi også, at I taler sammen om jeres behov, og at du kan være den ekstra støtte og det overskud, som din partner ikke selv har, hvis I er enige om det.
Der er ingen, der forventer, at blot fordi du ikke gennemgik aborten fysisk, så skal du ordne alle de praktiske ting. I kan også række ud til familie og nære venner, som kan hjælpe og være der for jer.
At være i sorgen som pårørende i 1. trimester
Når du som pårørende kender nogle, som mister tidligt i graviditeten, kan det være svært at vide, hvad du kan gøre for at hjælpe dem.
Her er det vigtigt at huske, at du allerede hjælper ved at støtte dem og anerkende deres sorg.
Sådan kan du som pårørende hjælpe forældre i sorg
Har dine nærmeste mistet tidligt i graviditeten, betyder det ikke, at forældrenes sorg bliver mindre af den grund.
Drømme og fremtidsplaner forsvinder – og det er forventeligt, at det kan påvirke dem begge, selvom de ikke nødvendigvis reagerer ens på tabet.
Det kan være en graviditet, som I alle sammen har glædet jer til. Selvom du måske ikke forstår sorgen, kan det virke stødende, hvis du fx siger ”I det mindste mistede I tidligt” og ”op på hesten igen”. På den måde virker det som om, at du negligerer forældrenes sorg.
Du kan spørge dem om, hvad de har brug for og ellers er det bedste at støtte op og evt. ordne de praktiske ting som fx madlavning eller indkøb.
Selvom du måske gerne vil opmuntre forældrene, så giv kun råd, hvis du bliver spurgt.
Hav forældrenes sorg i fokus
Måske er du selv i sorg over tabet, og det er helt okay. Det er vigtigt, at du også lytter til dine egne behov i denne sorg, men når du er sammen med dem, der har mistet, opfordrer vi til, at du sætter deres følelser i centrum.
Sådan kan du hjælpe som pårørende:
- Vær der for dem, der har mistet
- Lyt og spørg ind
- Spørg om der er noget konkret, du kan gøre for forældrene. Det kan enten være et tilbud om at lave mad til dem, hente og passe større børn eller spørge om de vil gå en tur.
- Du kan være det overskud, de ikke selv har, og hjælpe med de praktiske ting, som fx at købe ind eller række ud til en psykolog, som kan hjælpe forældrene.
At være i sorgen som partner, når du mister dit barn efter 1. trimester
Til dig, der er er partner og har mistet
Det kan være svært i denne situation, hvor du og din partner har mistet eller snart mister jeres barn. Vi har i dette afsnit samlet information, som kan hjælpe dig som er partner bedst muligt.
Har du brug for at få et overblik over de praktiske og juridiske omstændigheder, der kan være gældende efter at have mistet et barn, kan du læse mere i vores afsnit om praktiske og juridiske forhold, når du har mistet.
Sorg rammer individuelt
Sorg rammer individuelt og måske reagerer du anderledes på sorgen end din partner, der har båret barnet og født jeres barn.
Der er ingen rigtig eller forkert måde at sørge på, og det er okay at have andre følelser og behov end din partner.
Derfor kan det være en stor hjælp for jer begge, hvis jeres kommunikation er åben og ærlig, og hvis I respekterer hinandens behov.
Sundhedspersonalet gør deres bedste for, at du som partner, der mister, også føler dig hørt og set, men sig gerne til, hvis vi kan gøre det anderledes eller bedre.
Følelser, der kan opstå i sorgen
Husk at passe på dig selv og tillad dig at mærke efter dine behov og følelser.
Undervejs vil du måske opleve:
- En enorm stolthed over jeres barn og din partner. Hold fast i den og tal om jeres barn, når I har brug for det.
- At du føler, at der er opstået et tomrum i din hverdag
- At du føler dig hjælpeløs og usikker, når du skal støtte din partner.
- At du ikke føler dig hørt og set i din sorg.
- At du får lyst til at skubbe dine følelser væk
- Skyld over at have mistet jeres barn.
Du skal vide, at ovenstående er normale reaktioner og følelser. Hos fx Det Nationale Sorgcenter og Dansk Center for Familier & Sorg kan du få hjælp og gratis terapisamtaler, når du har mistet et barn. Hvis du ønsker hjælp til at kontakte foreningerne, kan dit fødested henvise jer.
Giv hinanden plads i sorgen
Du kan stå med oplevelsen af, at din sorg måske ikke fylder lige så meget, men det er stadig vigtigt, at du giver dig selv lov til at have dine egne reaktioner og huske, at du ikke behøver at føle det samme som din partner.
Ingen forventer, at du fx er den, der skal ordne alt det praktiske, men måske er det netop det, som du finder mest mening i. Støt din partner så godt som du kan, men vær åben overfor at søge professionel hjælp, hvis du har brug for det.
Støt og hjælp gerne din partner
Hvis du kan mærke, at du har overskuddet, kan det være en stor hjælp, hvis du ordner nogle af de praktiske ting – også på vegne af din partner.
Det kan fx være at række ud til egen læge, som kan henvise din partner til en psykolog.
Det er helt forståeligt, hvis overskuddet ikke er der, og vi anbefaler derfor også, at I rækker ud til familie og nærmeste pårørende, som vil kunne hjælpe jer.
At være i sorgen som pårørende efter 1. trimester
Lige nu står du i en situation, hvor nogle du holder af, har mistet et barn. For dem kan sorgen fylde alt, og måske ved du ikke, hvad du skal sige eller gøre for at støtte forældrene.
Her er det vigtigt at huske, at så længe du ønsker at støtte dem og anerkende deres sorg, så kan du ikke gøre noget forkert.
Du kan ikke fjerne deres sorg, men du være der for dem ved at vise omsorg og give praktisk støtte. For dem, der har mistet, er sorgen blevet et livsvilkår og ikke noget, de skal løse eller komme sig over.
Sorgen bliver ikke nødvendigvis mindre for dem, men de kan vokse sig rundt om den og i sidste ende lære at leve med den.
Måske er du nær pårørende og selv meget påvirket af, at forældrene har mistet, og det er helt okay. Det er bare vigtigt, at du også mærker efter, hvad du har brug for i din sorg. Når du er sammen med forældrene, er det dog vigtigst, at de er i centrum.
Som pårørende til forældre, der har mistet deres barn, kan du også være en stor støtte ved at hjælpe med de praktiske ting. Det kan fx være indkøb af mad- og dagligvarer eller at hjælpe dem med at række ud til en psykolog, som kan tage hånd om deres situation.
At være i sorgen, når der er søskende
Det er helt normalt at være bekymret, hvis du har mistet og har andre børn i forvejen. Måske kan det være svært for dig at vide, hvordan du skal tale med dine børn om sorgen, og hvor meget du skal inddrage dem i den.
Ligesom med voksne, er det også meget individuelt, hvordan børn reagerer på sorg. Deres alder har også en betydning for, hvordan de opfatter sorgen, men grundlæggende er det vigtigst, at du som forælder viser dem kærlighed og omsorg og taler med dem om, hvordan de har det.
Tal med dine børn om sorgen
Det er vigtigt at vide, at børnene også har mistet en søskende, og at det kan gavne dem at få en forklaring på, hvorfor deres forældre er kede af det.
Børn opfatter langt mere, end vi tror, og hvis de ser deres forældre være kede af det, uden at vide hvorfor, kan de tro, at det er deres skyld.
Når du taler med dine børn om sorgen, viser du også, at den har en plads i jeres liv, og at det er okay at tale om de svære ting.
Selvom det kan være svært, er det også vigtigt, at du er der for dine børn og viser omsorg ved fx at spørge ind til deres følelser, lytte til dem og lade dem reagere på deres egen måde, så de er trygge ved at tale om, hvordan de har det.
Gør sorgen konkret
Vi anbefaler, at du italesætter tabet overfor børnene, så de kan forstå tabet uden at skulle forestille sig ting, som kan virke skræmmende for dem.
Måske kan du tænke, at de er for små til at være med til en begravelse eller se deres afdøde søskende, men det er netop det, der kan gøre tabet og sorgen konkret for dem.
Du kan også konkretisere tabet ved at fortælle dine børn, at den baby, der var i maven ikke kunne leve, og at selvom du er ked af det, så skal du nok klare det. Når du inddrager dine børn, viser du dem også, at sorg er okay.
Selvom det er vigtigt at inddrage dine børn i sorgen, anbefaler vi også, at du er opmærksom på, at det ikke kommer til at fylde så meget, at børnene føler skyld eller medansvar.
Det kan være en god idé at tale med fagprofesionelle om, hvordan du kan hjælpe dine børn bedst, hvis du er i tvivl.
Brug dit netværk
Det kan være udfordrende for dig at opleve, at hverdagen fortsætter og samtidig skulle rumme din sorg, mens du også skal rumme dine børns sorg.
Derfor er det også vigtigt, at du passer på dig selv og giver dig tid til at forholde dig til sorgen uden at skulle tænke for meget på praktiske ting.
Derfor anbefaler vi dig, at du rækker ud i dit netværk, så du blandt andet kan få hjælp til indkøb og aflevering og afhentning af dine børn.