Tiden efter fødslen – på barselsafsnittet eller hjemme

Kontakt din fødeafdeling

Hvad er barsel?

Barselsperioden er tiden lige efter din babys fødsel. Tiden er vigtig for en tryg og kærlig start på livet og for jer som ny familie, hvor I skal lære hinanden at kende under de bedste forudsætninger.

Hver familie har deres egen måde at finde og skabe tryghed på, og det er derfor også individuelt, hvilken slags barsel, der passer bedst til jer.

Undervejs i graviditeten kan du tale med din jordemoder om, hvilke muligheder og forventninger du har til jeres barselsperiode.

I nogle tilfælde vil du blive anbefalet en bestemt slags barsel. I dette afsnit kan du læse mere om de forskellige måder at barsle på.

Barsel på hospitalet

Når du føder på Bornholms Hospital, kan du blive indlagt på vores Barselsafsnit. Nogle gange, når der er plads, er der mulighed for, at din partner overnatter.

De første par timer lige efter fødslen vil I være på fødegangen og herefter vil I blive flyttet. I udgangspunktet kan du kun barsle på hospitalet, hvis du er førstegangsfødende, eller hvis der har været komplikationer i din graviditet eller under fødslen.

Opholdet vil typisk vare 1-2 døgn eller indtil, at personalet vurderer, at du og dit barn er klar til at komme hjem.

Så vidt muligt bestræber vi os på, at jeres nye familie kan få jeres egen stue, men nogle gange er det nødvendigt at dele stue med en anden ny familie.

Vi tilbyder som minimum fuld forplejning til mor under dit barselsophold.

På barsels- og familieafsnittet på dit fødested er der sosu-assistenter, sygeplejersker og jordemødre, som du kan bruge til støtte, vejledning og rådgivning i den første tid.

De kan hjælpe med fx amning, pleje af barnet og se til din bristning, hvis du har fået sådan en.

Hvis du planlægger at barsle på hospitalet, er det en god idé at medbringe:

  • Babydyne til turen hjem
  • Bleer til baby
  • Tøj til dit barn
  • Tøj til dig selv – vi anbefaler løst og behageligt tøj
  • Morgenkåbe og hjemmesko eller varme sokker
  • Toiletsager og shampoo
  • Lift eller autostol til turen hjem

Der er bind, håndklæder og lignende til rådighed på hospitalet.

Indlæggelse efter fødslen

Hvis I skal indlægges på vores barsels- eller neonatalafsnit, vil I kunne møde forskellige fagpersoner. Hvis der er brug for det, vil der være læger til at tilse dig og dit barn.

En indlæggelse kan være præget af bekymring og uvished, og vi vil som personale gøre vores bedste for, at du og din familie føler jer i trygge hænder.

Indlæggelse på barselsafsnittet

I nogle tilfælde tilbyder vi at indlægge dig på barselsafsnittet, hvis du:

  • Har født ved kejsersnit
  • Har født flerlinger
  • Har haft komplikationer under graviditet eller fødsel, som gør, du kræver indlæggelse: Fx hvis du har blødt mere end normalen efter fødslen, hvis du har haft svangerskabsforgiftning eller hvis du har nogle bestemte medicinske sygdomme
  • Har brug for ekstra støtte: Fx hvis det ikke har været muligt for dig at amme tidligere, og du ønsker at prøve igen eller hvis du har psykosociale problemstillinger
  • Har født et barn, som har brug for observation efter fødslen
  • Hvis barnet har gulsot

Indlæggelse på neonatalafsnittet

Indlæggelse af jeres nyfødte barn kan foregå på neonatalafsnittet, hvis jeres barn fx:

  • Har brug for hjælp til vejrtrækning
  • Er for tidlig født
  • Har en medfødt sygdom
  • Har en infektion

I vil kunne være hos jeres barn under hele indlæggelsen.

Ambulant fødsel – generelt om hjemmebarsel

Hvis du har født før, og du har haft en ukompliceret graviditet og fødsel, kan du vælge at føde ambulant​​. ​​Vi tilbyder alle førstegangsfødende at blive i 2 døgn efter fødslen.

Du kan føde ambulant, hvis du har haft en ukompliceret graviditet og fødsel, og jeres nyfødte ikke har særlige behov efter fødslen.

Efter fødslen

I timerne efter fødslen opholder I jer på fødestuen. Jordemoderen vejleder om, hvad I kan forvente jer det første døgn, efter I er kommet hjem. Hun undersøger mor og barn for at sikre, at begge har det godt, og hjælper jer til at blive klar til at tage hjem.

Hvis I ikke ønsker at tage hjem midt om natten, har I også mulighed for at overnatte på barselstue

Da​​gen efter fødslen

Hvis du har valgt at tage hjem lige efter fødslen vi du blive ringet op af en jordemoder dagen efter fødslen. Jordemoderen vil høre hvordan det går, vurdere om amningen eller anden ernæring er etableret, om jeres nyfødte har haft vandladning og afføring svarende til alderen, og om barnet er i trivsel.

Ligeledes vil hun vurdere om du bløder normalt efter fødslen, om du har normalt ondt, om du har begyndende brystspænding, og om I som familie befinder jer godt.

2-3 dage efter fødslen​

Alle tilbydes en snak med en jordemoder i forbindelse med at der tages hælblodprøve( PKU-test) på barnet. Det sker mellem 48-76 timer efter fødslen og foregår enten på fødegangen eller på barselstuen, hvis man stadig er indlagt.

Jordemoderen følger op på hvordan det går. Hun vejleder jer om amning, barnets trivsel, om kropslige forandringer, blødning, smerter efter bristninger, efterveer hos mor samt efterfødselsreaktioner hos både mor og far.

Jordemoderen vil, sammen med jer, gennemgå fødslens forløb og jeres oplevelse af fødslen. I vil få tilbudt en uddybende efterfødselssamtale.

Er der noget I er i tvivl om efter fød​slen, kan I altid ringe til vagthavende jordemoder på telefon 56 95 93 42

Videoer om tiden efter fødslen på hospitalet og derhjemme

Varighed: 09:21 minutter​​

Resume af video

Tiden efter fødslen – på hospitalet
​Hvad sker der, når barnet lige er kommet til verden? Og hvordan er overgangen til livet uden for livmoderen for barnet?

Det gør jordemoder Nanna dig klogere på i denne video, hvor hun også fortæller om alt det, der sker lige efter fødslen som klip af navlesnoren, når moderkagen skal fødes, bristninger, fordelene ved hud-mod-hud og mulighederne for at barsle hjemme eller på hospitalet.

Varighed: 05:36 minutter

Resume af video

Tiden efter fødslen – hjemme
​Der kan være mange spørgsmål i tiden lige efter fødslen, og i denne video kan du forhåbentlig få svar på mange af dem, når jordemoder Nanna bl.a. fortæller om etablering af amning og giver ammeråd.

Hun gør dig også klogere på, hvordan du kan aflæse dit barn, når det er sultent, og hvad du skal være opmærksom på i forhold til barnets afføring og tissebleer.

Husk at du kan kontakte dit fødested i de første 7 dage efter barnets fødsel, hvis du er i tvivl om noget.

Sundhedsplejersken

Jordemoderen kontakter sundhedsplejersken efter føds­len. Sundhedsplejersken ringer eller skriver derefter til jer med henblik på et hjemmebesøg fire til fem dage efter fødslen. De efterfølgende besøg aftaler I selv med sundhedsplejersken. ​

Find podcasten der, hvor du plejer at lytte til podcasts

Lyt til vores podcast
om graviditet og fødsel
Lyt til podcasten på regionh.dk

Klik for at scrolle op eller ned p siden G til toppen af siden