Efter fødslen – til dig, der er partner

Kontakt din fødeafdeling

Det kan du gøre som partner efter fødslen

Som medforælder spiller du en afgørende rolle i dit barns liv, da du sammen med din partner er de primære omsorgspersoner.

Det er vigtigt for barnets tryghed og selvbillede at have tætte og omsorgsfulde relationer, ikke kun i barndommen, men også som ung og voksen.

Allerede fra fødslen begynder båndet mellem dig og dit barn at udvikle sig, og i de første måneder er det essentielt, at barnet oplever både fysisk nærhed og følelsesmæssig støtte for at få en tryg tilknytning.

Der findes mange måder at skabe en tryg tilknytning på, men det vigtigste er at være nærværende og tilstede for dit barn.

Som partner til en, der skal amme, så har støtte og hjælp til amning en positiv indvirkning. Jo mere du ved om amning og er inddraget, jo større chance er der for, at det lykkes. Noget af det, du konkret kan gøre er:

  • Sørg for at din partner sidder godt og afslappet og er støttet op af fx puder.
  • Hjælp med at sikre, at jeres barn ammer med korrekt teknik.
  • Vær med til at sørge for, at din partner får nok at spise og drikke i løbet af dagen.
  • Gå en tur med barnevognen imellem amningerne, så din partner kan få hvilet.
  • Hjælp dit barn med at bøvse efter amning.

Husk, at du er lige så god til at give varme, tryghed, kærlighed og opmærksomhed, som din partner, der ammer, er.

Jo mere du er sammen med dit barn, jo bedre lærer du barnets signaler og behov at kende, og jo stærkere vil båndet mellem jer blive.

Det kan du gøre for at styrke tilknytningen til dit barn

Hud mod hud

Hud mod hud-kontakt hjælper dit barn med at regulere sin temperatur, sin vejrtrækning og sit blodsukker. Dit barn vil typisk blive mere rolig af at ligge hud mod hud hos dig, fx i ble på din bare brystkasse, hvor barnet kan tage en god lur.

På puslebordet

Når du skifter dit barns ble eller giver et nyt sæt tøj på, er der en god mulighed for at have god kontakt med barnet.

Fortæl om, hvad du gør undervejs, og hvad du iagttager, fx “du har da fået kolde fødder, lad os få nogle strømper på dig” eller “nu tager jeg din ble af”.

Selvom dit barn endnu ikke forstår de præcise ord, skaber det en tryghed og hjælper barnet med at forstå. Dit barn genkender din stemme fra tiden i maven, og det er beroligende. Skift mellem at have kontakt med barnet og det praktiske.

Øjenkontakt og grimasser

Når du har øjenkontakt med dit barn, er det med til at udvikle barnets hjerne. Dit barn ser ikke så langt i starten, så hold en afstand på cirka 20-35 cm i de første par uger.

I takt med barnet bliver ældre, kan I holde øjenkontakten længere. Hvis du spejler dit barns ansigtsmimik og lyde, vil det få barnet til at føle sig set og hørt.

Trøst og tryghed

Alle børn bliver kede af det, og det er ikke altid, at du kan gennemskue, hvad grunden er. Hvis det ikke er fordi, dit barn skal ammes, er du en lige så god trøst som din partner.

Dit barns nervesystem er endnu ikke færdigudviklet, så den låner dit. Hold barnet i armene, gerne hud mod hud og lav vuggende bevægelser.

Du kan også synge, nynne eller tale til barnet, da din stemme er beroligende. Derudover kan du gå ture med dit barn i barnevognen eller en bæresele. Du kan også give barnet et bad.

Leg og øvelser

Når dit barn har en vågen periode, kan du bruge tiden på at lege og lave øvelser. Det er en god idé, at barnet ligger på maven for at styrke nakken.

Du kan også lave krydsøvelser, ved at føre barnets højre hånd til venstre knæ/fod og omvendt, når barnet ligger på ryggen. Det er med til at udvikle motorikken og hjernen. Tal med dit barn imens og fortæl, hvad du gør.

Find podcasten der, hvor du plejer at lytte til podcasts

Lyt til vores podcast
om graviditet og fødsel
Lyt til podcasten på regionh.dk

Sex efter fødslen. Til dig, der er partner

Det kan være, at du og din partners sexliv allerede har ændret sig i løbet af graviditeten. For dig symboliserer din partners krop måske noget andet nu, da hun har været gravid med jeres barn.

Måske har det gjort dig endnu mere forelsket og givet dig endnu mere lyst til intimitet, måske har det gjort, at du har haft sværere ved at være intim.

Efter fødslen handler det ikke længere kun om dig og din partners behov. I har fået et barn sammen, hvis behov bliver sat i første række.

Det medfører typisk en overvældende mængde træthed for jer begge, hvilket har en stor betydning, hvis I oplever en nedsat sexlyst efter fødslen.

Det er vigtigt at huske på, at nedsat sexlyst ikke er lig med nedsat kærlighed, nærvær og intimitet.

Forandringer i dit sexliv

Det er helt normalt, hvis både du og din partner ikke har lyst til at være intime i den første tid efter fødslen. Efter fødslen gennemgår din partner nemlig en række fysiske og hormonelle forandringer, som kan påvirke lysten til sex.

Din partner har ofte meget fysisk kontakt med jeres baby, som gør, at behovet for fysisk kontakt med dig ikke er det samme.

Det kan være svært at navigere i disse forandringer, da du måske ikke selv har oplevet lignende ændringer.

Det er almindeligt, hvis du føler dig afvist eller frustreret og savner den intimitet, der var mellem jer før fødslen. Det er vigtigt at huske, at disse følelser er naturlige, men at de ikke nødvendigvis betyder, at noget er galt i forholdet.

Efter fødslen kan I finde andre måder at være intime på ved fx at holde i hånd, kysse eller blot være tæt på hinanden, som kan være med til at opretholde en følelse af forbindelse og nærhed.

Du kan også opleve ændringer i din egen sexlyst efter fødslen. Det kan fx skyldes følelsesmæssig udmattelse, ændret kropsopfattelse, eller bekymringer om at skade din partner, hvis hun stadig er i helingsfasen.

Det er vigtigt at være opmærksom på dine egne følelser og forstå, at det er normalt, hvis din sexlyst varierer i denne tid.

Hvordan skal du genoptage dit sexliv med din partner?

Det er meget forskelligt hvornår lysten kommer tilbage, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert.

At genoptage sex efter fødslen er en proces, der kræver tålmodighed og god kommunikation, så det er vigtigt, at I taler åbent om jeres følelser, ønsker og bekymringer.

Med tiden vil de fleste finde en ny rytme, der passer til dem og deres nye liv som forældre.

Start langsomt og prøv jer frem. Langt de fleste vil, i de første måneder efter fødslen, opleve at skedens slimhinder er tørre og ømme.

Det er på grund af hormonforandringerne i din partners krop og er altså ikke et udtryk for nedsat sexlyst.

I kan med fordel bruge vandbaseret glidecreme i den periode. Du vil også kunne opleve, at der løber mælk fra din partners bryster under sex.

Det er på grund af, at der under sex, ligesom under amning, bliver frigivet hormonet oxytocin.

Gode råd til det mentale efter fødslen til dig, der er partner

At blive forælder er en stor livsændring, uanset hvor mange gange før, du er blevet det. Når du er blevet forælder, kan du gå hele følelsesregistret igennem – alt fra glæde og stolthed til bekymring og usikkerhed.

Det kan være, du oplever en stærk følelse af ansvar, og det kan også være, du føler dig overvældet af de nye forpligtelser og det pres, som følger med forældrerollen.

Mange har følelsen af, at de skal være stærke og støttende for deres partner og familie, hvilket kan skabe et pres på dig for at “have styr på tingene”.

Det kan føre til en følelse af utilstrækkelighed, især hvis det ikke føles naturligt for dig i den nye rolle med det samme.

Du og din partner, der har født, mærker måske, hvordan kærligheden til hinanden vokser med jeres nye barn, som I har skabt sammen.

I ser nye sider af hinanden, som kan få dig til at føle dig heldig og stolt. Det kan også være, at din partner reagerer anderledes end normalt, og at jeres dynamik har ændret sig.

Måske er det svært for dig at finde ud af, hvordan du bedst kan støtte oven i, at I har nye udfordringer, såsom mindre tid til hinanden og flere praktiske gøremål.

Alt dette er helt normalt, når I skal lande i jeres nye liv som en familie.

Giv dig selv som partner plads til dine følelser

Du er i en forandringsproces, og det er vigtigt, at du anerkender dine følelser, uanset hvordan de er, og giver dig selv tid og lov til at være i dem og lande i din nye rolle.

Mange kan føle, at de skal varetage en blanding af en hjælperrolle og en forælderrolle. Tal åbent med din partner, der har født, om, hvordan du har det, fortæl om, hvad du har brug for, og spørg om, hvad din partner har brug for.

Nogle gange kan det hjælpe dig at få en konkret opgave. Det kan også være en god ide, at I taler om forældreskabet allerede i graviditeten

Tag en aktiv del i forældreskabet, men husk også at tage tid til dig selv, dyrk nogle af dine interesser og se dine venner og familie.

Det kan være en god idé også at tale med venner og familie om, hvilke udfordringer du har, og hvad der er svært for dig. Nogle af dem har måske været igennem det samme som dig og kan støtte dig.

Det er okay, hvis det er svært for dig at finde ud af, hvordan du bedst støtter din partner oven i, at I har mindre tid til hinanden og flere praktiske gøremål.

Jordemoder, Nanna

Efterfødselsreaktion

At blive forælder er livsforandrende og kan både være stort og fantastisk, men også udfordrende og svært. For nogle kan forandringerne føre til en efterfødselsreaktion, også selvom de ikke har født.

Tegn på efterfødselsreaktion

Hvis du oplever en nedtrykthed, der varer ved eller at du forsøger at “slippe væk” fra hjemmet, kan det være tegn på en efterfødselsreaktion. Andre tegn på en efterfødselsreaktion kan være:

  • At du arbejder eller dyrker din hobby i overdreven grad
  • At du har vredesudbrud
  • At du føler dig træt og udmattet i overdreven grad, så du ikke har overskud til at være sammen med dit barn og din partner.

Hvis du oplever nogle af tegnene på en efterfødselsreaktion, er det vigtigt, at du taler med enten din egen læge eller sundhedsplejersken om, hvordan du har det. Har du akut brug for hjælp, skal du kontakte psykiatrisk akutmodtagelse eller ringe til Akuttelefonen 1813.

Fødselsdepression

En efterfødselsdepression kan bryde ud både under graviditeten eller efter fødslen hos begge forældre. Omkring 7-10% af mænd, der bliver fædre, får en fødselsdepression.

Når en forælder får en fødselsdepression, rammer det hele familien og kan have konsekvenser for både parforholdet og barnet.

Det er derfor vigtigt at opsøge hjælp hos en professionel, hvis en af jer har det svært, fx sundhedsplejersken eller egen læge. Har du akut brug for hjælp, skal du kontakte psykiatrisk akutmodtagelse eller ringe til Akuttelefonen 1813.

Alle kan få en fødselsdepression, og der er mange ting, der kan udløse den. Har du det mentalt dårligt, kan det være svært for dig at mærke, hvordan du egentlig har det.

Det er derfor en god idé at reflektere over dine tanker. Går du med tanker om, at du er bange for at være en dårlig forælder, eller fortryder du at have fået et barn?

Så kan det være tegn på en fødselsdepression. Det er også en god idé at lytte til dem, der er tættest på dig, da de måske har lagt mærke til en ændring i din adfærd.

Tegn på fødselsdepression

De generelle symptomer på en fødselsdepression er:

  • Gennemgående tristhed
  • Manglende lyst, motivation og glæde ved de ting, du plejer at kunne lide
  • Følelsen af håbløshed
  • Søvnløshed (udover at barnet vækker en)
  • Koncentrationsbesvær
  • Svært ved at huske
  • Nedsat appetit
  • Angst og bekymring
  • Uro og rådvildhed
  • Manglende energi
  • Let til gråd
  • Selvmordstanker.

Det er ikke sikkert, du har alle symptomer, og det kan også variere i, hvilke du oplever. Du kan særligt som mand/partner opleve symptomer som:

  • Vredesudbrud
  • En lav stresstærskel
  • Isolation fra familie og venner
  • Afvisning af behov for støtte og hjælp
  • Overdrevet fokus på arbejde eller fritidsinteresser
  • Misbrug af for eksempel alkohol eller stoffer

Hvis du oplever nogle af disse symptomer, er det vigtigste, at du søger hjælp så hurtigt som muligt. Jo tidligere du kan få hjælp, jo nemmere er det at blive rask.

Tal med din læge eller din sundhedsplejerske om, hvordan du har det. De kan rådgive og hjælpe dig videre, der hvor du er.

Nogle gange består hjælpen i samtaleterapi, andre gange i antidepressiv medicin, alt efter hvor svær depressionen er.

Klik for at scrolle op eller ned p siden G til toppen af siden