Hvad er barsel?
Barselsperioden er tiden lige efter din babys fødsel. Tiden er vigtig for en tryg og kærlig start på livet og for jer som ny familie, hvor I skal lære hinanden at kende under de bedste forudsætninger.
Hver familie har deres egen måde at finde og skabe tryghed på, og det er derfor også individuelt, hvilken slags barsel, der passer bedst til jer.
Undervejs i graviditeten kan du tale med din jordemoder om, hvilke muligheder og forventninger du har til jeres barselsperiode.
I nogle tilfælde vil du blive anbefalet en bestemt slags barsel. I dette afsnit kan du læse mere om de forskellige måder at barsle på.
Barsel på hospitalet
Når du føder på Bornholms Hospital, kan du blive indlagt på vores Barselsafsnit. Nogle gange, når der er plads, er der mulighed for, at din partner overnatter.
De første par timer lige efter fødslen vil I være på fødegangen og herefter vil I blive flyttet. I udgangspunktet kan du kun barsle på hospitalet, hvis du er førstegangsfødende, eller hvis der har været komplikationer i din graviditet eller under fødslen.
Opholdet vil typisk vare 1-2 døgn eller indtil, at personalet vurderer, at du og dit barn er klar til at komme hjem.
Så vidt muligt bestræber vi os på, at jeres nye familie kan få jeres egen stue, men nogle gange er det nødvendigt at dele stue med en anden ny familie.
Vi tilbyder som minimum fuld forplejning til mor under dit barselsophold.
På barsels- og familieafsnittet på dit fødested er der sosu-assistenter, sygeplejersker og jordemødre, som du kan bruge til støtte, vejledning og rådgivning i den første tid.
De kan hjælpe med fx amning, pleje af barnet og se til din bristning, hvis du har fået sådan en.
Hvis du planlægger at barsle på hospitalet, er det en god idé at medbringe:
- Babydyne til turen hjem
- Bleer til baby
- Tøj til dit barn
- Tøj til dig selv – vi anbefaler løst og behageligt tøj
- Morgenkåbe og hjemmesko eller varme sokker
- Toiletsager og shampoo
- Lift eller autostol til turen hjem
Der er bind, håndklæder og lignende til rådighed på hospitalet.
Indlæggelse efter fødslen
Hvis I skal indlægges på vores barsels- eller neonatalafsnit, vil I kunne møde forskellige fagpersoner. Hvis der er brug for det, vil der være læger til at tilse dig og dit barn.
En indlæggelse kan være præget af bekymring og uvished, og vi vil som personale gøre vores bedste for, at du og din familie føler jer i trygge hænder.
Indlæggelse på barselsafsnittet
I nogle tilfælde tilbyder vi at indlægge dig på barselsafsnittet, hvis du:
- Har født ved kejsersnit
- Har født flerlinger
- Har haft komplikationer under graviditet eller fødsel, som gør, du kræver indlæggelse: Fx hvis du har blødt mere end normalen efter fødslen, hvis du har haft svangerskabsforgiftning eller hvis du har nogle bestemte medicinske sygdomme
- Har brug for ekstra støtte: Fx hvis det ikke har været muligt for dig at amme tidligere, og du ønsker at prøve igen eller hvis du har psykosociale problemstillinger
- Har født et barn, som har brug for observation efter fødslen
- Hvis barnet har gulsot
Indlæggelse på neonatalafsnittet
Indlæggelse af jeres nyfødte barn kan foregå på neonatalafsnittet, hvis jeres barn fx:
- Har brug for hjælp til vejrtrækning
- Er for tidlig født
- Har en medfødt sygdom
- Har en infektion
I vil kunne være hos jeres barn under hele indlæggelsen.
Ambulant fødsel – generelt om hjemmebarsel
Hvis du føder ambulant, vil du typisk kunne tage hjem 4-6 timer efter fødslen – eller når du og dit barn er klar. En ambulant fødsel forudsætter, at både du og dit barn har det godt, at du selv kan lægge barnet til brystet, og at du som nybagt forælder er parat og tryg ved at tage hjem.
Når du barsler derhjemme, kan du være hjemme i dine vante omgivelser samtidig med, at du har tæt kontakt til jordemoderen i de første tre dage efter fødslen. Typisk vil du allerede blive ringet op af en jordemoder dagen efter fødslen, hvor I sammen planlægger et besøg samme dag.
Hjemmebarsel på Nordsjællands Hospital
Når fødslen og de efterfølgende timer er godt overstået, skal du, din eventuelle partner og jeres nyfødte barn til at lære hinanden at kende. Det kan være rart at komme hjem til jeres egne vante og rolige omgivelser udenfor hospitalets til tider hektiske afdelinger.
Vi ved, at fred, ro og uforstyrrethed er med til at fremme en god start for jer alle som nybagt familie.
Barselsophold i jeres eget hjem betyder, at du og barnet hurtigt kan komme tilbage i egne, vante omgivelser. Vi tilbyder derfor hjemmebarsel, hvilket forudsætter, at både mor og barn har det godt, og at du og din eventuelle partner som nybagte forældre er parate og trygge ved at gå hjem.
Hjemmebarsel giver jer fordelene ved at være hjemme i jeres vante omgivelser samtidig med, at I har tæt kontakt til jordemoderen i de første tre dage efter fødslen.
Ved hjemmebarsel skelner vi mellem, om det er første gang, du har født, eller om du har født tidligere:
Førstegangsfødende
Som udgangspunkt går I hjem fra fødegangen, når I er parate, som regel 4-6 timer efter fødslen. Vi tilbyder jer:
- En jordemodersamtale, inden I går fra fødegangen, hvor vi taler om det første døgn efter fødslen, både i forhold til barnets behov og i forhold til dig som nybagt mor. Jordemoderen vejleder om de ting, der er relevante at vide frem til, at vi ser jer igen dagen efter.
- Jordemoderen sikrer, at jeres barn har været lagt til brystet og har suttet fint.
- Dagen efter fødslen kommer vi ud og besøger jer.
- Om aftenen dagen efter fødslen ringer en sygeplejerske fra barselsgangen til jer. Hun vil tale med jer om, hvordan det går med amningen, om I synes, jeres barn trives, og om I har det godt. I har også mulighed for at stille spørgsmål, hvis I er i tvivl om noget.
- På tredjedagen kommer vi ud og besøger jer hjemme.
Flergangsfødende
Som udgangspunkt går I hjem fra fødegangen, når I er parate, som regel 4-6 timer efter fødslen. Inden I går hjem, tilbyder vi jer:
- En jordemodersamtale, inden I går hjem fra fødegangen, om det første døgn efter fødslen, både i forhold til barnets behov og i forhold til dig som nybagt mor. Jordemoderen vejleder om de ting, der er relevante at vide frem til, at vi kontakter jer telefonisk dagen efter.
- Jordemoderen sikrer, at jeres barn har været lagt til brystet og har suttet fint.
- Dagen efter fødslen kontakter vi jer telefonisk for at høre, om I har det godt, og om I har spørgsmål.
- På tredjedagen kommer vi ud og besøger jer hjemme.
Desuden kan I i de første 7 dage efter fødslen, uanset tidspunkt på døgnet, ringe til vores Barselshotline på telefonnummer 48 29 73 06.
De vigtigeste ting inden I tager hjem
Der er især fem ting, som er vigtige, at I er trygge ved, når I tager hjem:
- At jeres barn har suttet ved brystet – eller at I har givet barnet flaske, hvis det er det, I har valgt.
- At I kender barnets tegn på sult.
- At I har prøvet at skifte jeres barn.
- At I kender trivselstegnene, som vist på trivselsskemaet.
- At mor har tisset inden I tager hjem og ikke bløder for meget.
Både på vores “Fødsels- og forældreforberedelse”-kurser og i jordemoderkonsultationen hos din egen jordemoder, vil vi inden fødslen tale med jer om hjemmebarsel. Hvis I er et par, vil det være en god ide, hvis I begge deltager. I vil selvfølgelig også få en grundig vejledning på fødeafdelingen, før I går hjem efter fødslen.
Hvad kan I forvente jer af hjemmebarsel og hjemmebesøg af jordemoderen?
Hjemmebesøg dagen efter fødslen (førstegangsfødende)
- Jordemoderen vil ved besøget tale med jer om, hvordan det går med at amme og vurdere jeres barns trivsel.
- Hun vil vejlede i amning samt give råd og vejledning om jeres barn.
- I vil også tale om din fysiske tilstand, hvor meget du bløder, og om du har smerter.
Telefonopringning dagen efter fødslen (flergangsfødende)
- Jordemoderen vil tale med jer om, hvordan det går med at amme, og høre om jeres barn trives og er vågent.
- Hun vil vejlede i amning samt give råd og vejledning om jeres barn.
- I vil tale om din fysiske tilstand, hvor meget du bløder, og om du har smerter.
Hjemmebesøg 2-3 døgn efter fødslen (både førstegangs- og flergangsfødende)
Inden I tager hjem fra fødegangen, aftaler vi, hvornår en jordemoder vil besøge jer derhjemme:
- Jordemoderen vil ved besøget 2-3 døgn efter fødslen sikre sig, at mor og barn har det godt. Hun vil drøfte med jer, hvordan i oplever, at jeres barns trives, og hvad I særligt skal være opmærksomme på.
- Hun vil lave en opfølgning på din fysiske tilstand efter fødslen og på, om amningen er etableret.
- Hun gennemgår fødslen med jer, og I drøfter det, der er vigtigt for jer.
- Jeres barn vil få taget hælprøve (PKU) samt få lavet en hørescreening. Besøget giver jer lejlighed til at drøfte de spørgsmål, I er stødt på i de første dage efter fødslen.
Barselshotline
Hvis der opstår problemer, når I kommer hjem, eller I har brug for at tale med en sygeplejerske eller jordemoder, kan I hele døgnet de første 7 dage efter fødslen, ringe på vores barselstelefon:
Barselshotline 48 29 73 06
Kontakt til os via barselstelefonen kan benyttes de første 7 dage efter fødslen, og indtil I har fået etableret kontakt til jeres sundhedsplejerske.
Ved behov kan I få en planlagt aftale til en ambulant kontrol i vores Barselsambulatorium. Barselsambulatoriet er kun åbent efter forudgående aftale på hverdage kl. 8.00 – 15.00 og ligger på Barselsafsnit G0142.
Videoer om tiden efter fødslen på hospitalet og derhjemme
Varighed: 09:21 minutter
Tiden efter fødslen – på hospitalet
Hvad sker der, når barnet lige er kommet til verden? Og hvordan er overgangen til livet uden for livmoderen for barnet?
Det gør jordemoder Nanna dig klogere på i denne video, hvor hun også fortæller om alt det, der sker lige efter fødslen som klip af navlesnoren, når moderkagen skal fødes, bristninger, fordelene ved hud-mod-hud og mulighederne for at barsle hjemme eller på hospitalet.
Varighed: 05:36 minutter
Tiden efter fødslen – hjemme
Der kan være mange spørgsmål i tiden lige efter fødslen, og i denne video kan du forhåbentlig få svar på mange af dem, når jordemoder Nanna bl.a. fortæller om etablering af amning og giver ammeråd.
Hun gør dig også klogere på, hvordan du kan aflæse dit barn, når det er sultent, og hvad du skal være opmærksom på i forhold til barnets afføring og tissebleer.
Husk at du kan kontakte dit fødested i de første 7 dage efter barnets fødsel, hvis du er i tvivl om noget.
Sundhedsplejersken
Jordemoderen kontakter sundhedsplejersken efter fødslen. Sundhedsplejersken ringer eller skriver derefter til jer med henblik på et hjemmebesøg fire til fem dage efter fødslen. De efterfølgende besøg aftaler I selv med sundhedsplejersken.